2. august 2011

DIY: Heldragt m. trykknapper


Her har du en detaljeret vejledning til syning af en heldragt med
amerikansk halslukning og benåbning med trykknapper.

Du skal bruge:
  • Et mønster på heldragt i ønsket størrelse
  • Jersey eller interlock
  • Rib
  • Trykknapper
Mit mønster er et modificeret Ottobre-mønster (4/2008), men et tilsvarende mønster kan bl.a. købes i Stof&Stil (det her - jeg har dog ikke selv afprøvet det)

Jeg har syet heldragten med min overlocker og stukket ribben ned på min symaskine. Da strækstof ikke trevler kan alle de overlockede sømme sagtens syes på symaskine (brug strechnål!)

FIF: Stryg alle ribstrimlerne på midten - det letter syningen og giver en pænere ribkant (mit strygejern var ikke lige i nærheden, så ribben er ikke strøget i denne DIY ...)

Klik på billederne for at se dem lidt større.

1) Her er alle delene klippet: forstykke og bagstykke, to ærmer og en skridt-kile.

Rib til forstykke og bagstykke 3,5cm x ca. 3/4 af halssøm
Rib til ærmer 3,5cm x 3/4 af ærmebredde
Rib til benåbning 2 x (4cm x ca. 3/4 af længden fra sidesøm til sidesøm)

2) Skridtkilen placeres midtbag og syes fast

3) Halsribbene foldes på midten og placeres ved at markere midtfor og midtbag på henholdsvis forstykke og bagstykke.

Sæt en nål i hver ende af ribben og sæt derefter nåle så ribben er fordelt jævnt.

Samme fremgangsmåde med ribben i ærmerne
4) Til venstre ses halsrib og ærmerib overlocket fast og til højre er ribben stukket ned fra retsiden så ribben ligger pænt.

5) Placeringen af forstykket og bagstykket er vigtigt ved amerikansk lukning. Marker skuldersømmen på for- og bagstykke. De to markeringer skal være over hinanden med bagstykket øverst. Sæt nåle så overlappet ligger pænt.

Sy overlappet sammen tæt ved kanten og sørg for at ribenderne sidder fast. Det gør påsyning af ærmerne nemmere og sørger for at halslukningen kommer til at sidde rigtigt.

6) Sy heldragten sammen i begge sider - fra ærmerib til ben

Billedet viser sammensyningerne set fra vrangen.

Vil du have et lille sidemærke på din heldragt - så husk at lægge det mellem for- og bagstykke.
7) Så er du nået til benribben - og nok det vanskeligste ved denne heldragt!

Tag en dyb indåndning og følg de næste trin stille og roligt ;-)

Sy først de to lange ribstykker sammen ret mod ret. De to sammesyninger placeres i sidesømmene. Ribben foldes på midten og midten mellem sammensyningerne markeres = midtfor og midtbag (se midterbillede)

Fordel ribben jævnt, men med mest stræk i nederste kanter.
8) Vær omhyggelig med at sætte nålene, så ribben sidder som den skal og det letter syningen.

Ved hjørnerne laver jeg en svag bue, som holdes på plads med en nål på tværs.
9) Sy ribben stille og roligt mens du hele tiden er obs på strækket og at alle tre lag ligger pænt over hinanden mens du syr.

Her er benribben først overlocket på også stukket ned fra retsiden ligesom den øvrige rib.
10) Så er det tid til trykknapper.

Denne heldragt er i str. 62 og skal have 7 sæt trykknapper i benåbningen.

Jeg bruger en trykknaptang(Prym), hvor hver trykknap er i 4 dele - to til "hundelen" og to til "handelen"

11) Sådan sætter du trykknapper i med trykknaptang:

Giv dig god tid til at sætte trykknapperne ordentlig i - de er meget irriterende at pille af igen!

Marker eventuelt med knapnåle, hvor trykknapperne skal sidde. Det er vigtigt at "hun" og "han" sidder lige overfor hinanden - og det er selvfølgelig pænest, hvis afstanden mellen trykknapperne er ens. 
  1. Tryk takkedelen igennem ribben
  2. Tjek at de to knapdele sidder præcist over hinanden
  3. Pres de to knapdele sammen med tangen - og pres efter i kanten af trykknappen
  4. Placer "han" og hun præcis over hinanden og tjek, at de vender rigtigt i forhold til hinanden inden du bruger tangen!

Også er du færdig med din fine heldragt!
Det er ikke så vanskeligt som det måske lyder :-)
Men skriv gerne, hvis du har nogle spørgsmål til min DIY.


Update: se dragten i brug her :-)


PS - denne DIY kan selvfølgelig også bruges til pige-heldragter ;-)

13 kommentarer:

  1. Tak for anvisning...den er super, og rigtig nem at forstå! god dag til dig!

    SvarSlet
  2. Hej Christine.
    Tak for hilsnen over ved mig. Selfølgelig må du linke til mig, det ville da bare glæde mig, hvis endnu flere kunne få glæde af min DIY.
    Vildt at det allerrede er tid til drenge månede igen, jeg fuldte troligt med sidste år.

    Fed DIY du har lavet. Måske jeg vil give mig i kast med så avanceret syning til næste barn.

    Josefine

    Josefine

    SvarSlet
  3. Wow for en opskrift på en lækker heldragt.. det ser så nemt ud 8og er det sikkert også) har bare ikke turde kaste mig ud i den slags projekter endnu ;0) Det kan være det kommer.. har lige rundet stof og stil idag.. det er altså en farlig butik, hvis man har hang til stoffer ;0)

    Fedt tema med drenge måned.. har selv 2 af slagsen på 6 og 4.. må lige kigge gemmerne igennem og se om jeg ikke kan støve noget op til temamåneden.

    hilsen nanna

    www.troldemutter.blogspot.com

    SvarSlet
  4. Tak for den fine DIY! Håber at få prøvet den af...

    SvarSlet
  5. Hej Christine. Sikke en fin heldragt og rigtig god diy. Jeg er imponeret over alt det, du får lavet i interlock, og jeg må snart tage mig sammen og kaste mig ud i det også. Jeg har stadig ikke hørt fra Line, og nu er ugen jo også snart gået. Jeg starter på arbejde igen i næste uge, og det skal jeg lige i gang med. Men måske vi kan finde tid i september? Hvornår er det, at du har termin?

    KH
    Anna

    SvarSlet
  6. Hvor er den sød. Jeg har tit haft lyst til at sy t shirts og lign til Rasmus men har endnu ikke haft mod til at sy i interlock.

    Jeg er også med i Boys Month i år - kan bare ikke sende en mail da min computer driller.

    SvarSlet
  7. hej smukke

    Du er så sej... måske du kan hjæle mig med en heldragt :) Var i stof og stil, men de havde ikke en trykknapdimmer - hvor køber jeg den henne? Håber vi snart ses

    Knus

    SvarSlet
  8. Tusind tak for alle jeres kommentarer - dejligt, hvis I kan bruge min vejledning :-)

    SvarSlet
  9. Forøvrigt - så har jeg købt min Prymtang hos Læderiet, men den kan vist også købes i Stof2000 (bare noget dyrere ...) Der er også billigere knaptang i andre mærker.

    Du kan bare låne min Nadia ;-)

    SvarSlet
  10. Sikke en fin DIY, kunne være man skulle prøve at vove og kaste sig ud i det;-)

    SvarSlet
  11. Yes! Jeg håbede lige, at jeg kunne finde en guide til hvor lange ribstykkerne skal være - og det KU' jeg. Tak!!!

    SvarSlet

Det er altid dejligt med en lille hilsen :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...