30. december 2010

Et sidste "kedeligt" indlæg

Ja, endnu et indlæg uden billeder - men denne gang fra computeren. Hvis det virkede optimalt så er det smart med den smarte mobil, der kan blogge - meen det bliver nok primært på den "gamle" og mere pålidelige måde, at jeg vil skrive indlæg på fremover.

At der så heller ikke er billeder med denne gang er desværre pga. problemer med kamera og photoprogram - hvor jeg længe ikke har fået taget nye billeder. Det er ret irriterende, men julemåned + "forsikringer-januar" så er der langt fra liige råd til et nyt kamera foreløbigt ... På en eller anden måde skal der dog nok komme billeder på bloggen igen :-)

Men jeg ville jo gerne have sagt ordentlig tak til Kirsten for den fine hjerte-guirlande - men det bliver uden billeder. Jeg vandt i hendes giveaway og modtog en temmelig unik guirlande med hjerter i pap med forskellig pynt - f.eks. stofstykker puttet ind i kapsler. Tusind tak Kirsten - du er virkelig utrolig kreativ og opfindsom.

Det bliver nok årets sidste indlæg for mit vedkommende - ingen forkromet afslutning, men tak for et skønt blog-år og jeg glæder mig til at se, hvad 2011 vil komme til at bringe med sig af kreativiteter og spændende indput.

Godt Nytår allesammen :-)

27. december 2010

så prøver jeg igen igen ...

Ja, det virker desværre ikke fantastisk at Blogge via mobilen - jeg har forsøgt adskillige gange og det er heller ikke lykkedes at poste et billede.

Men nu prøver jeg igen: håber I har haft en dejlig jul :-)
Published with Blogger-droid v1.6.5

22. december 2010

Mon det virker ...

Så lykkedes det at komme på htc-marked eller hvad det nu hedder og få hentet Blogger applikationen - så nu kommer der lige nogle forskellige test indlæg så jeg kan læse det ordentligt
Published with Blogger-droid v1.6.5

21. december 2010

En smart mobil?

Hmm ... efter omk. 6 år med den samme Samsung klaptelefon, der de sidste år meget overraskende har klaret en til tider temmelig hård håndtering fra en voksende baby, der nu er en lille Laban - så har jeg nu vovet mig til at investere i en smart mobil ... Valget faldt efter mange overvejelser på denne - HTC Wildfire.

So far er jeg dog ikke videre imponeret ... men den kræver sikkert også noget tilvænning og jeg skal lige have min HTC-bror til at hjælpe med at få den sat mere hensigtsmæssigt op så den bliver som jeg gerne vil have den.

Og sikke en skuffelse - jeg havde jo egentlig håbet på, at sådan en smart tingest ville gøre det muligt, at jeg kunne skrive indlæg på bloggen og direkte lægge billeder ind med mobilkameraet, men det er vist umiddelbart ikke muligt. Det er åbenbart forbeholdt amerikanere og Apple-folket ...

15. december 2010

Julen er hjerternes fest :-)

Efter 8 kolde, men hyggelige dage på julemarkedet i Ridehuset ligger jeg her under dynen - forkølet og synes, at det er frygtelig koldt udenfor. På trods af nogle dage næsten uden salg - så har jeg alt i alt solgt ganske godt og er fint tilfreds. F.eks. fik jeg solgt 7 ud af 12 elefanter :-)

Jeg har som sagt ligget under dynen de sidste dage - og først i dag fik jeg kigget forbi Kirstens fine blog og til min store glæde opdagede jeg, at jeg har vundet min første GiveAway!

Jeg har vundet en fin hjerteguilande som jeg glæder mig til at hænge op i vores temmelig u-julede hjem, som i den grad trænger til noget julehygge.

Det er yderst sjældent at jeg vinder noget - så det varmer dejligt i en aldeles kold tid :-)

9. december 2010

Hyggelig dag med stand-gæst

Så er endnu en dag forbi på julemarkedet i Ridehuset her i Århus - lidt bedre salg end de foregående dage, men ikke fantastisk. Tilgengæld har jeg haft hyggeligt selskab af Nadia, der er den ene af de to kreadamer bag Finkeline og Finkelot.

Nadia havde nogle rigtig fine ting med til standen i dag - og solgte ganske pænt. Billedet er lånt fra hendes blog og stammer fra hendes stand til julemarkedet i Odense.

Vi blev enige om, at det kunne være rigtig hyggeligt med nogle blog-krea-dage med andre århusianske krea-bloggere - så forhåbentlig kan det arrangeres :-) (engang til næste år ;-) )

8. december 2010

Nogle sløve dage ...

Efter en skøn weekend med en masse dejlige besøgende i vores stand i Ridehuset - har vi haft nogle temmelig stille hverdage, hvor der praktisk talt intet er blevet solgt. Det er ret træls - for selvom der er hyggeligt til julemarkedet, så er det mange timer at stå og glo for ingenting ...

Jeg har brugt tiden på at hækle pulsvarmere af uldrester. Synes selv at de er blevet fine - stribede i mange forskellige farvekombinationer. Skal lige have taget billeder af dem inden de forhåbentlig bliver solgt :-)

Der er stadig tre dage tilbage - så jeg håber på nogle bedre dage her til sidst! I morgen vil jeg lave nogle flettede hjerter med motiver så der kan komme lidt julepynt i vores stand og hvis de ikke bliver solgt kommer de på vores eget juletræ i år :-)

6. december 2010

En god start på julemarkedet :-)

Så er det blevet mandag - og weekenden er gået med to lange dage i Ridehuset til Kunsthåndværker Julemarkedet.
Lørdag var det lidt kaotisk - fordi vi også skulle have stilt alt op og det hele ikke kunne være der + kasseapparatet drillede. Men der var rigtig mange besøgende og vi havde et flot salg!

Søndag flyttede jeg rundt på vores stand, hvilket har hjulpet meget og jeg synes, at den er blevet rigtig fin nu (skal nok lige få taget billeder af den :-) ) Vi havde også mange besøgende søndag, men det var en del mere sporarisk med salg. Alligevel fik vi solgt ganske pænt.

Vi har stand til venstre for indgangen og det har været nogle kolde dage - så jeg priser mig lykkelig for det dertil indkøbte uldundertøj! :-)

God mandag - og husk at jeg har standen til og med lørdag - så kig gerne forbi :-)

1. december 2010

De´ sørme - de´ sandt

Ja - så er det 1. december!

Ærgeligt jeg ikke havde kameraet med - for sønnen sad i kælken med mormors hjemmestrikkede nissehue i rød uld mens sneen dalede ned på vej til vuggestuen. Og drengen ville ikke have huen af da igen - men den er for varm til at have på indenfor.

Sidste år syede jeg nissehuer til alle på Magnus´ stue, men de fik lov til at tage huen med hjem da de gik på juleferie - så i år har de ikke nissehuer (for jeg syr ikke 12 mere ...) De er ellers søde når de alle sidder og synger "På loftet sidder nissen" - med ens nissehuer :-)

30. november 2010

Er I klar til december?

Det er 1. december i morgen - og en måned med julehygge, bage, klippe og klistre, pakke og pakke ud - og gavestress og en masse mennesker, der skal tilgodeses med besøg i en travl tid ...

Jeg kan godt lide decemberhygge - men ved at det bliver en meget travl juletid og jeg har ikke købt en eneste gave endnu og har ingen idé om, hvad der skal være i pakkerne til de forskellige familiemedlemmer!

Pakkekalenderen er droppet - julesokken ikke syet og antallet af hjemmelavede gaver bliver sikkert reduceret i år ...

Men mon ikke det alligevel bliver en god jul - og selvom det involverer lettere stress, så glæder jeg mig meget til de 8 dage i Ridehuset, hvor jeg håber at komme i dejligt julehumør og måske finde en gave eller to hos nogle af de mange andre fine stande.

29. november 2010

minLaban på Facebook

Jeg vil lige gøre lidt reklame for min Facebook-gruppe - minLaban, hvor jeg har lagt enkeltbilleder af pt. 8 forskellige elefanter :-)

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er så god til Facebook og har derfor heller ikke gjort så meget for at få medlemmer af gruppen - men synes nu, at der måske godt kunne være lidt flere end 18 ;-)  Også skal jeg nok tage mig sammen til at være lidt mere aktiv med at skrive og lægge billede op.

Synes I, at det er fjollet med en Facebook-gruppe for sin webshop?
Jeg er lidt delt med det - for jeg kender mange, som har stor glæde af deres facebookgrupper for musik, tøj, meninger m.v. - men er ikke selv så engageret i nogle facebookgrupper og ikke helt fundet ud af, hvad jeg skal bruge den til ...

Men nu er der da billeder af skønne unika elefanter :-)

25. november 2010

Vinter i Århus

Atter en dag med masser af sne. Faktisk har det sneet hele dagen her i Århus - store bløde snefnug, der daler tæt og har lagt et massivt lag sne overalt.

I sidste uge - før sneens indtog - gik Magnus´ gåcykel i stykker og da den ikke kunne laves skulle vi have en ny eller byttes til noget andet. Nu går der nok noget tid før der kan cykles igen - så det var oplagt at bytte cyklen ud med en flot blå kælk.
Det blev også til nogle lækre Tinsulate luffer - i en skøn turkis farve (ikke gengivet så godt på billedet). Hans halsedisse er også turkis - så det er ikke kun undertegnede, der er klædt på til vinteren i turkis :-) 

22. november 2010

Turkis elefant

Ja, I skal da lige have et billede mere af den skønne turkise elefant jeg har færdigsyet i weekenden. Jeg er selv helt vild med den
Jeg har selv lavet mønsteret - men med udgangspunkt i Masutakes elefantmønster som nkitkat har brugt til at lave en skøn elefant til mig (gaveleg).  Jeg har lavet en del ændringer - især ørene og formen hist og her - også er det hele gjort større.

Den tager en del tid at lave - og ret lang tid at fylde og færdiggøre, men jeg elsker jo elefanter og har allerede lavet mange. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der er glad for elefanter - så jeg håber at der bliver solgt nogle af dem til julemarkedet - og ellers kommer de bare med hjem til min egen elefantsamling :-)

21. november 2010

Produktiv turkis weekend

Magnus og jeg har været hos mine forældre hele weekenden - hvilket betyder at jeg har haft tid og mulighed for at få syet en masse. Jeg har lige taget nogle billeder med deres kamera, men de er desværre ikke blevet så gode og da de ikke har noget billedredigeringsprogram - må I lige nøjes med ét billede nu også kommer der flere senere :-)
Der er klippet og syet rigtig meget turkis - hvor jeg for engang skyld har syet lidt til mig selv. En lækker hue og luffer i natur-uld med turkis fór og et matchende turkis tubetørklæde. Så nu er Frk. TURKIS klar til vinteren :-)

Også har jeg klippet til en masse (9) børneuldhuer og -vanter i kogt uld i natur, brun og koboltblå, hvoraf der på billedet er en færdigsyet en hue ligesom min, men med en broderet stjerne. Der kommer forskellig farvede stjerner på huerne i samme farve som fóret. 

Så har jeg klippet til 2 turkise strækvikler(slynger) - 5 meter stof!(ikke på billedet) - og to turkise tubetørklæder. Det stribede stof er turkis/hvid rib til børnetøj.

Også har jeg syet elefanter - 2 turkise og 3 lilla, hvoraf én er lavet helt færdig og fyldt med uld-afklipning. Jeg overvejer at sætte prisen alt for højt på denne skønne turkise elefant - for jeg vil faktisk ikke af med den! :-)

Så har jeg købt 8 nøgler turkis uld - da min mor gerne vil strikke en sjælevarmer til mig efter en Erika Knight-opskrift.

Billeder af resten af produktionen kommer senere - når jeg er kommet hjem til min egen computer og Photoshop. Men hvor er det skønt at få lavet en masse på kort tid - især fordi der jo efterhånden ikke er så længe til julemarkedet og selvfølgelig er jeg netop kommet i tanke om en masse ting jeg håber at nå at få lavet inden ... Nu får vi se, hvor meget jeg når, men dejligt at jeg allerede har nået så meget (har flere kasser med færdige ting)

Håber I har haft en dejlig weekend - kedelig grå, men perfekt til indesysler :-)

16. november 2010

Stjernenørden II

Som skrevet her så begyndte jeg så småt tilbage i starten af september med at flette årets stjerner - og nu er kassen næsten fyldt op og klar til julemarkedet
Der er to størrelser og 12 forskellige slags (hvoraf to mangler på billedet). Jeg har lavet æsker i gråt tegnekardus, som passer præcist til de to størrelse stjerner og med tranperant låg så man kan se, hvor pænt stjernerne ligger.

Der er 12 stjerner i hver æske - og selv med min temmelig meget øvelse i stjernefletning - så tager de frygtelig lang tid at lave ... Men der er jo ingen, som vil give 200,- for sådan en lille æske - selvom de burde koste så meget, hvis det egentlig skulle kunne betale sig!

Jeg vidste skam på forhånd, at stjernerne kun skulle med på julemarkedet "for hyggen og julens skyld" - og de er flettet hist og her, hvor jeg har haft lidt tid. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal tage for dem - men håber da, at der er nogen, som vil købe bare nogle af dem ...

Ellers bliver stjerner jo ikke for gamle og hvis andre ikke vil have dem så finder jeg nok på noget at bruge dem til :-)

12. november 2010

Selv i regn og blæst ...

... vil drengen ud!
Og så skal han jo have en god hue til at have under regnhætten - god varm om hoved og ørene. Valget faldt på en klassisk EG-hjelm i mellemriflet sort fløjl og super blødt, men irriterende fnuggende, vamset lyseblåt fór - og en række små biler.

Jeg er ved at sy en til mig selv også - men den skal være i uld og med mindre øreklapper.

Trods de mange buer - så er den nem at sy og jeg tror, at jeg vil have syet nogle flere til julemarkedet til andre drenge og piger, der heller ikke skal fryse om ørene :-)

9. november 2010

Stjerner og juleforberedelser

Magnus og jeg gik i slud på vej til vuggestuen her til morgen - så nu kan vi vist godt begynde at tænke på jul :-)

Jeg har nu længe været i gang med at flette stjerner - og har lavet fine æsker med transperente låg så man kan se hvilken farve stjerner æsken gemmer - for jeg har lavet stjerner i mange forskellige farver og størrelser. De skal med til årets Kunsthåndværker Julemarked i Ridehuset her i Århus.

Jeg har en stand sammen med tre andre (to borde) fra lørdag d. 4. december til lørdag d. 11. december - og vi glæder os meget. Det plejer at være rigtig hyggeligt og med rigtig mange besøgende.

Der skal også laves nogle andre ting til standen - men det meste er allerede færdigt og jeg skal nok lige få taget nogle billeder så I kan se, hvad jeg har gået og syslet med.

Hm - blogger login og billeder?

Er det bare her - eller har blogger ikke drillet et stykke tid nu? Jeg bliver hele tiden logget af og skal derfor logge på hver gang jeg skal skrive nyt indlæg eller bruge betjeningspanelet mv. Hver gang jeg går ind på min blog bliver jeg logget af - og hvis jeg skal skrive kommentarer på andres blogs skal jeg logge på igen ...

Og det driller meget med billederne også - opload-funktionen virker ikke eller jeg skal i hvert fald bruge mange forsøg før det endelig lykkedes.

Kan det være nogle internetindstillinger, cache-filer eller noget, der ligger og blokerer? Generelt har den nye computer nemlig drillet lidt.

3. november 2010

En skøn poncho

Så er Photoshop endelig blevet installeret og billeder lagt på den nye computer - og dermed endelig billeder på bloggen igen :-)

For et par uger siden havde jeg en temmelig intensiv krea-weekend med min veninde, der har en dejlig laban lidt yngre end min Magnus, men de to nyder lige så meget som mødre at ses engang imellem - selvom der desværre går lidt tid imellem, da de er bosat i Malmø.

Hun havde købt stof til forskellige syprojekter - hvoraf den vigtigste var en poncho til hende selv. Men hun havde ikke et noget mønster og billedet hun havde i hovedet var svært at overføre til mit - men det lykkedes og jeg fik lavet et perfekt mønster til hende også gik vi igang!

Den blev super flot og blev lige som hun gerne vil have den - med røde stikninge, en stor krave, ærmehuller og lynlåslommer - jeg er temmelig stolt over, at jeg på så kort tid fik designet og syet den til hende og resultatet blev så vellykket.

For vi havde kun fra lørdag morgen - til søndag eftermiddag til at sy og ponchoen var jo kun ét af mange syprojekter! Der blev også syet 2 bukser med fór, et par leggins, en skøn uld-elefanthue og 2 cykelhuer med fint cykelstof, 2 halsedisser og 2 par vanter

Tegneserie-stoffet blev diskuteret en del ... men drengene var vilde med de "seje bukser"

Nu skal jeg så bare have syet en frakke til mig selv ... jeg nåede det ikke sidste efterår og tvivler på at jeg når det i år - for når man skal sy til sig selv så er det så nemt liige at udskyde det lidt ... Jeg er nemlig i fuld gang med forberedelserne til det store Kunsthåndværker Julemarked i Ridehuset, Århus. Mere om det senere :-)

31. oktober 2010

... jeg er her stadig!

Sikke tiden går! Og hvor er det længe siden, at der er sket noget her hos Frk. TURKIS!
Men jeg er her skam stadig - og får snart installeret Photoshop på den nye computer så der langt om længe også kan komme nye billeder på bloggen.

Der er sket en masse på det sidste - men det bliver vist for omfattende at berette om, så jeg vil i stedet "starte på en frisk" og i november gå i "blog-mode" igen :-)

Håber I alle har det godt - nyder weekenden og den ekstra time vi har fået i dag :-)

14. oktober 2010

Kulturnat - i morgen :-)

Så er jeg i gang med de sidste forberedelser til i morgen - en lang, men forhåbentlig fantastisk dag til Kulturnatten her i Århus.

Jeg har haft meget travlt de sidste dage, hvor jeg også lige fik en stor bestilling på drengetøj mandag - men trods hoste m.m. så har jeg nået en del. Prismærkning, produktlister og pakning af tingene tager imidlertid længere tid end man lige tror - så det skal aftenen bruges til.

Desværre ingen billeder - men håber, at der kommer mange besøgende i morgen og at vejrguderne når at ombestemme sig med eventuelle regndryp.

Ellers god weekend til jer alle :-)

12. oktober 2010

Host host ...

Som så mange andre - har jeg fået en rigtig træls og grim hoste af den slemme omgang, så i stedet for at få syet en masse i weekenden har jeg ligget under dynen.

Opdatering på min ubehagelige oplevelse i sidste uge - så dukkede min kalender op i godt stykke fra dér, hvor computertasken blev stjålet. Så jeg har da fået min kalender tilbage og nogle andre papirer, som lå i tasken - men beskidte og lettere afbrændt ...

Computeren er helt utopi at jeg får den igen - og min ret forstående arbejdsgiver sagde, at jeg bare skulle bestille og hente en ny - så nu har jeg en ny og bedre bærbar, men ingen taske og jeg skal starte helt forfra - med installering af programmer og prøve at regenerere alle de tabte dokumenter - for jeg næsten intet tilbage ...

Der går lidt før jeg kan redigere billeder på denne computer - men må lige låne mandens på et tidspunkt, for jeg har da fået lavet lidt nyt til på fredag bl.a. nogle sjove små "terninge-håndtasker" og efterårs-/vintertilbehør til de små drenge og piger.

7. oktober 2010

Tiden går - på godt og ondt!

Der har været stille her på bloggen - grundet travlhed med arbejde, forberedelse til kulturnatten, lidt sygdom og ...

I går fik jeg stjålet min bærbar computer!

Jeg er så ked af - så sur, irriteret, gal og målløs! Rystet og bare - ØV!

For hvordan kan man være forberedt på at få stjålet sin computertaske, der sidder lettere spændt fast i cykelkurven foran - MENS man cykler! Jeg var næsten fremme ved mit arbejde da to lømler på scooter kørte op ved siden af mig og vupti - så tog de sgu´ min computertaske!

SÅ frækt - og nu har jeg mistet ALT ... mine billeder, dokumenter og alt vedrørende det projekt jeg arbejder på :-(  Ironisk nok havde jeg netop gjort klar til at lave backup af alle mine filer, men jeg havde jo ikke liiige regnet med at skulle nå at gøre det inden onsdag morgen!

Æv ... det er jo bare en computer, men hvor føler jeg mig tom og trist - for der lå så meget uerstatteligt og så meget arbejde på den maskine, som jeg har brugt så meget tid på ...

SUK - men livet går jo videre også må jeg se, hvor lang tid, der går før jeg får en ny computer ...

30. september 2010

Scrap-Update 3

Så er september ved at være slut - og der er blevet fremvist mange fine stofrester-projekter. Den ukronede stofrester-dronning er uden tvivl Malene, der virkelig har formået at få omdannet en masse stofrester til et væld af skønne projekter. Bl.a. denne fine nederdel:
Også har jeg jo selv været lidt mere aktiv her til sidst med en lovet DIY til stof-notesbøger:
- som jeg så har lavet en masse af, men mangler at tage billeder ...

Lisbeth var hurtig til at benytte sig af min DIY og har bl.a. lavet denne flotte bog

Og så har jeg netop lavet dette tørklæde - af strækstofrester

Tak for en fin og inspirerende stofrester-måned

Hvis der skulle sidde nogen og føle sig overset
så skriv endelig en kommenta til mig
med link til dit stofrester-projekt :-)

29. september 2010

Kunsthåndværkerstand til Kulturnatten

Jeg har sammen med butikken From Heart to Heart fået en stand til Kulturnatten her i Århus d. 15. oktober. Jeg glæder mig meget - men det bliver en ret lang dag med en stand fra kl. 11.00 til 21.00!

Kulturnatten er nemlig mere en kulturdag - med arrangementer hele dagen og natten. Der plejer at være rigtig meget spændende at se, høre og smage - og nu er vi der også med alle vores flotte unika-produkter, der bliver solgt til fordel for kronisk syge børn.

Jeg skriver nok mere om vores stand her på bloggen og ellers kan du læse om begivenheden her

28. september 2010

minLaban - på ZUIZUI

Som jeg har skrevet her er jeg blevet inviteret med til opstarten af en ny børnetøj m.v. portal med åbning 1. november, ZUIZUI. Der er både kendte mærker og unika - og alle butikker før åbning får gratis reklame f.eks. i form af et blogindlæg.

Søndag kom der et blogindlæg om minLaban - som du kan læse her

27. september 2010

Stofrester - strækstoffer!

Efter at have syet fem trøjer i aftes - og egentlig var ved at pakke sammen og burde gå i seng ... så fik jeg den her skøre idé som jeg blev nøden til at afprøve med det samme!

Så alt for sent i nat lavede jeg et "cirkel-tørklæde" af strækstof-rester - i en skør blanding af jersey, viscose og velour! Jeg klippede skæve strimler til en lang række - syede dem sammen og syede den sammensyede stofbane sammen med ét langt bagstykke - og voilá et styk temmelig unikt, men dejlig blødt "cirkel-tørklæde"

Jeg har valgt at holde det i to støvet grøn-turkise + brun velour og bagsiden er hvid med smalle sorte striber.

Det var hurtigt og sjovt at lave - og et godt stofresterprojekt med strækstoffer! Også synes jeg at idéen med "cirkel-tørklæder" er ret genial og vil helt klart have lavet nogle flere.

26. september 2010

Gråt - men skønt krea-vejr!

Så går turen til Viborg - til en hel dag med krea-syhygge med min højgravide veninde. Vi har hele dagen for os selv uden forstyrrende drenge, store som små - så vi håber at få lavet en masse! Hun kan jo føde lige om lidt også går der lige lidt før vi kan tage sådan en dag igen.

Pia skal med - og jeg har pakket mønstre og en masse lækkert stof, der gerne skulle omdannes til trøjer, bukser og jakker i løbet af dagen.

Så det gør ikke noget at det regner i dag - for jeg skal alligevel være inde :-)

Tilgengæld var det fantastisk september-vejr her i Århus i går og den blev nydt ude med de to drenge.

God søndag til jer alle :-)

25. september 2010

Firkantede stofrester

Lige et lidt mat billede af mine firkantede stofrestebunker
Mange af mine stofrester bliver skåret i kvadrater til
brug i forskellige patchworkprojekter

Og jeg har brugt nogle af dem og andre stofrester
til nye og mere spændende omslag til

Jeg eksperimenterer med både lodrette og vandrette linier
og her er mine firkanter blevet delt på midten
til rektangler.
Jeg har også lavet to med små firkanter,
men de kom ikke lige med på billedet.

Så skal de bare lige syes færdige
til en stak nye bogomslag

24. september 2010

DIY: Stof-notesbog

Som lovet - billedvejledning til stof-notesbøger, der er et fint stofrester-projekt. Jeg har lavet bøgerne endnu nemmere at lave og måske mere funktionelle - da de er med udskifteligt papir.

Her er der benyttet et helt stofstykke til ydersiden, men det kan sagtens laves i forskellige former for patchwork, applikationer m.v.

Undskyld de lidt mørke billeder - men det var et lille aftenprojekt :-)

1. Du skal bruge
  • to stykker stof: 25x17 inkl. 0.5cm sømrum
  • 2 (reklame) postkort
  • et 17cm langt stykke kantbånd
  • 2 stk. bukseelastik 16.5cm
  • A5-papir - jeg bruger 25 ark

2. Først syr du kantbåndet fast på midten af inderstykket.
Her ser du også de to stykker bukseelastik - de er lidt kortere end bredden for at give lidt stræk.

3. Elastikkerne fastgøres i enderne - den ene elastik skal være på midten af kantbåndet og den anden skal være ca. 2 cm fra bagsiden af bogen (markeret med røde knappenåle)
Åbningen laves så postkortene kan komme igennem.
Fastgør yderstof og inderstof ret mod ret og sy sammen med 0.5cm sømrum.

4. Klip hjørnerne og fastgør enden af elastikken i midten.

5. Vend og ret hjørnerne ud.

Put de to postkort ind gennem åbningen og placér dem til hver sin side.
Sæt knappenåle til lukning af åbningen.

6. Stik ned hele vejen rundt så tæt på kanten som muligt (1 mm) og undgå at sy i kortene!
Skub kortene helt ud til hver side og sy oveni de to kantbåndssømme - uden at sy i kortene.
Nu ligger begge kort i hver sin "lomme". Lommen skal helst passe præcist så kortene ligger fast og bogomslaget passer til A5-papiret.

7. Her ses syningerne ovenpå de tidligere fastsyninger af kantbåndet og med elastikken placeret i midten.

Hvis du er kommet til at sy i postkortene vil du ikke kunne bøje omslaget.

8. Så skal der papir i bogen
Målene passer til A5-ark, der er foldet på midten.

Jeg synes, at det passer fint med 25 ark - hvilket giver 50 sider. For få sider gør bogen "flad" og for mange sider giver en markant midterfold.


Brug evt. tegnepapir eller linieret papir efter behov.

9. Fold alle arkene ud og stak dem ovenpå hinanden.

Saml bunken og skub alle ark ind under elastikken så midterfolden er under elastikken.

Og så er du færdig!

Du kan til enhver tid nemt fjerne eller tilføje ark.

Jeg hører gerne fra dig, hvis du laver nogle stof-notesbøger ud fra min vejledning.
Der er mange designmuligheder alt efter materialevalg - og jeg skal personligt have lavet nogle med mere "spændende omslag" :-)

Obs: Det var egentlig meningen at elastikken skal foldes fra bagsiden til forsiden - men efter jeg havde syet den færdig, synes jeg bagsiden var pænest som forside ... Vælg selv placering af elastikken :-)

23. september 2010

Stofrester-stjerner

Jeg bruger mange stjerner til mine minLaban-produkter
og laver stjerner af fraklip fra andre syprojekter
så også stofresterne med mærkelig form
kan bruges til noget fornuftigt
og jeg har en bunke stjerner
klar til brug :-)

Til venstre er nogle af mine stjerne-skabeloner
De blå med hvide prikker er lavet af voksdug.

21. september 2010

Tak Naomi :-)

Der lå en pakke i min postkasse i går - og se lige nogle skønne sager der var i den:

Den fineste elefant i skønt stof. To fine hårnåle og et armbånd - alt lavet så fint af Naomi, som har været med i min gaveleg. Der er også et fint lille kort ved som jeg dog ikke har fået med på billedet.
Tusind tak for de fine ting! Elefanten er skøn - og med de fine ting du har lavet, overvejer jeg også at investere i en yoyo-maker :-)

Hvis du vil have en fin gave af Naomi så kig her
- eller af Malene som jeg har fået disse gaver af - så kig her

Det er så hyggeligt både at få - og give gaver :-) 

20. september 2010

Inspiration til stofrester-projekter

Som I kan se har jeg ikke fået bidraget særlig meget til Stofrester-måneden - tilgengæld synes jeg, at der på det sidste har været indlæg rundt omkring i blogland, som kan bruges til inspiratione til egne projekter.

F.eks. så prøv at se Sara kæmpe patchworkprojekt!

Patchwork er jo nærmest lig med stofrester-projekter.
Denne taske er en god idé til brug af patchwork:

Og Naomi er også igang med nogle små stofrester:

Vil også lige nævne Kirstens fine "Kaloriefrie blocher" af meget små stofstykker

Blot for at vise lidt til inspiration - har set mange andre fine stofrester-projekter rundt omkring, men har desværre glemt nogle af dem ... Så skriv lige, hvis du føler dig "overset" :-)

17. september 2010

Scrap-Update 2

Jeg har desværre ikke haft så meget tid til stofrester-projekter, men håber at kunne vise noget mere i den sidste del af september. Det er kun blevet til nogle til-og-fra-kort

Tilgengæld har Malene være væsentlig mere produktiv med at få brugt sine stofrester og har lavet denne mobilholder:

Skøn hue/hjelm

Og småprojekter som stofposer og dukketøj

Lene har lavet en stor bunke savlesmække - også godt rester-projekt

Er der nogle jeg har glemt?
Husk at give mig et link til jeres scraps-bidrag :-)

Tak for de fine bedrag
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...