16. maj 2013

Turkis silke

Min bror er for nylig kommet hjem - efter to måneders "dannelsesrejse" i Indien. En lidt impulsiv og ret modig beslutning, hvor han med kort frist valgte at tage afsted alene - kun med to flybilleter, med mulighed for at ændre returbilletten. Ellers intet planlagt - men åben for en masse nye og meget anderledes indtryk og oplevelser, bl.a. et ophold i et budistisk tempel, hvor man ikke må sige noget i 10 dage!

Billedet er taget i morges - i gråvejr.
Til sin storesøster havde han dette fine silketørklæde med hjem - "fordi du vist har noget med turkis ikk´?" ;-) Jo, jeg kan skam godt lide turkis og jeg synes, at det er et meget smukt tørklæde. Silke er et utrolig lækkert og let materiale, der er blødt og rart mod huden - men også glat og lidt svært at få til at ligge pænt. Måske skal det heller ikke bindes op, men bare have lov at hænge mere løst om halsen så mønsteret også bliver mere synligt.

Dejligt med et sommertørklæde 
- og dejligt med en betænksom og utrolig modig bror :-)

13. maj 2013

Er du vores nye Smuksak-medlem?

Der er stadig plads til et par stykker mere - men sidste frist for tilmelding er i dag.
Skriv en mail@butik-smuksak.dk, hvis du er interesseret :-)

10. maj 2013

Min fredag


Jeg er alene hjemme! Det i sig selv er ret usædvanligt - drengene er hos mine forældre og manden er på arbejde og har jeg det meste af dagen alene i huset for første gang.

Aah - sove længe, en for engang skyld varm kop kaffe, luftig og glad musik og et sommermix af prikker og striber samt mine nyindkøbte turkise leggins!

Den blå "fjedrestjerne" har altid haft en fast plads på mit kreabord - siden jeg fik den af manden for 10 år siden. Nu står den i vinduet som kontrast til den grønne have. Det er lidt køligt og blæsende i dag med grå skyer - men det har ingen afsmitning på humøret!

For i dag skal jeg hygge mig og nyde livet! Krearummet skal tømmes for kasser og store poser med stof m.v. Holmlampen blev samlet i aftes og skal hænge over arbejdsbordet og det med lamper mangler vi en del af - både at få købt til de forskellige rum og dem vi har mangler at blive sat op.

Når manden kommer hjem - skal vi et smut forbi Ikea og et byggemarked også skal vi ud at spise et lækkert sted i Aarhus. Der har været bestilt bord længe og arrangeret børnepasning - for vi har 10-årsdag på torsdag også skal der en god middag til, bare os to!

Må I alle få en rigtig dejlig fredag og weekend :-)

9. maj 2013

Geometriske træklodser til lillebror



Når man har en storebror med en masse legetøj som er gemt til lillebror (- og en masse spændende legetøj, der bestemt ikke er ment til små fingre) så er det ikke så tit at Alfred får nyt legetøj. Men nu er der kommet en kasse med posten fra ABCleg.dk - og i kassen var der disse fire trækasse med dertilhørende fine geometriske træklodser.
Ligesom de fleste andre tumlingen omkring 1-2 år kan Alfred godt lide at flytte på ting fra et sted til et andet - og tilbage igen, gentagende lege, der udføres med stor koncentration og tydelig udvikling af finmotorikken.

Hjemme hos farmor har alle børnebørnene leget med en plastikspand med et låg med huller i forskellige former passende til primærfarvede plastikklodser. Den fungerer fint efter hensigten og børnene er glade for den - meen "øko-drengemoderen" foretrækker klart naturmaterialer og synes selvfølgelig, at denne "klassiske puttekasse" i træ er væsentlig bedre og temmelig meget kønnere end plastikudgaven ... 


Da pakken kom til Alfred var der imidlertid disse fire trækasser i, men det gør skam ingenting - for både kasser og klodser er lavet i fint træ, hvor det især er fint med kontrasten mellem klodserne og kasserne. Der er tre klodser i hver kasse på billederne og dermed lidt ekstra klodser. Som et ekstra plus, er der en stjernekasse og skønne stjerneklodser ;-)

Som forventet blev Alfred meget glad for at få noget nyt legetøj og han er skam meget bevidst om, at det er hans legetøj! Storebror må dog godt låne dem lidt og hjælpe med de svære klodser.




Dette er et sponsoreret indlæg, men teksten og meningerne er mine. Jeg skriver kun om produkter jeg selv kan anbefale

8. maj 2013

Forår i Hørning


Så er der endelig billeder fra vores nye hjem - eller i hvert fald lidt forårsstemnings-billeder fra haven i første omgang. Skønne lysegrønne blade og flere farver begynder at bryde med de mange måneder med de grå og brune nuancer. Vi er spændte på, hvad der dukker op af jorden i de forskellige bed og hvilken farverigdom haven vil byde på henover sommeren og efteråret.

Og ja, nu er vi så sandelig flyttet fra storby til mindre provinsby - med store edderkopper og Dannebrog blafrende hos genboen i foråsvinden set henover hækken og op på en skøn blå himmel. Det leder tankerne hen på familieidyl og snarlig sommer :-)

7. maj 2013

Flytterod og kaotiske dage




Billede fra google - flytterod!

Der er helt stille på bloggen - for der sker alt for meget ellers hos mig i disse dage! Det blev som frygtet nogle meget kaotiske flyttedage - for vi havde ikke nået at få pakket det hele og derfor endte det desværre med, at det blev til en masse i-sidste-øjeblik-rodekasser ... Også skulle der gøres rent i lejligheden og ordnes vægge (ja, sådan er det med en kat i en lejlighed ...) Jeg var så træt og syntes, at det var helt uoverskueligt - med en lejlighed, hvor der skulle ordnes en masse med grundrens fra gulv til loft - og et hus fyldt med flyttekasser, forvirrede små drenge og en skræmt kat ... Heldigvis kom mine forældre mig til undsætning og sendte deres tydeligvis udmattede datter hjem til den øvrige familie også gik de ellers i gang med alt det kedelige, men nødvendige arbejde i lejligheden. Tusind tusind tak, det var virkelig en kæmpe lettelse!

Nu har vi boet i buset i over en uge og vi er ved at vænne os til de nye omgivelser - og nyder selvfølgelig haven og det gode vejr, der bliver fejret med svingture, boldspil og is - og heldigvis for det meste glade drenge, der nyder at have mere plads både inde og ude. 

Der er imidlertid mange ting, der stadig mangler at blive lavet udover de mange flyttekasser, der stadig står i garagen og på mit kontor/krearum. Vi har ikke fået lamper sat op og vi har endnu ikke nogle gardiner, hvilket betyder drenge, der ikke kan falde i søvn om aftenen pga. lyset - og vågner frygtelig tidligt, pga. lyset! og a propos tidligt op, så står der nu 4.50 på vækkeuret når jeg skal op for at nå bussen til Aarhus og med toget til Skive ...

Også er der jo drengene. Magnus er begyndt i børnehave og det går umiddelbart fint - bortset fra, at han græd i går fordi faderen havde så travlt, at han glemte at give ham et kram :-( Og grunden til, at faderen havde travlt - er fordi vi her i maj skal køre Alfred i vuggestue på Trøjborg/Aarhus N! Så det er noget af et puslespil at få det hele til at lykkedes. Vi har først fået tilbudt en dagplejeplads i Hørning til lillebror d. 16. juni ...

I dag skulle maden tidligt på arbejde - så jeg skulle op med drengene, afsted med dem begge hen til børnehaven (og huskede et kram til storebror!) også hen til busstoppestedet (hvor bussen var forsinket) opad de høje trin i regionalbussen med Alfred i klapvognen - også forsøge at få ham til at sidde nogenlunde stille i over 20 minutter. Af bussen (igen trælse trin) også gå et godt stykke fra stoppested og hen til vuggestuen. Lillebror er heldigvis nem at aflevere, men fik selvfølgelig også et kram - også ellers skynde mig hen i butikken i Borggade, hvor jeg passer butikken frem til 17.30 - hvor jeg så skal med en blå bus hjem. (og i morgen tidligt op og til Skive!)

Nå, men det var et halvkvalt pip herfra. Jeg lokaliserede ellers mit kamera i weekenden - men dagen før vi skulle flytte valgte min bærbare computer at gå helt i sort! Meget uheldigt da jeg skulle aflevere undervisningsbeskrivelser den efterfølgende mandag og i det hele taget er ret afhængig af computeren til mit arbejde ... Men som de privilegerede hypermoderne mennesker vi er - så har vi også et monstrum af en stationær computer, der lige skal sættes til også skal I nok få billeder fra haven i første omgang og forhåbentlig også snart af huset indvendigt - uden flyttekasser!

24. apr. 2013

Tidligt lyst

Klokken er 5.37 i Aarhus og gadelygterne er netop slukket på Stjernepladsen, hvor jeg venter på bussen til banegården. Det er allerede lyst med en fin rosa morgenstund og skimt til en klar blå himmel. Skønt - så er det knapt så slemt at stå så tidligt op og selvom billedet af kastanietræet er lidt mørkt, så anes de mange store knopper, der lige om lidt gør tilværelsen lidt grønnere :-)


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...